tirsdag den 9. april 2013

Læserbrev til Politiken - som de ikke optog!

Dette læserbrev sendte jeg til Politiken lørdag den 6. april efter samme dag at have læst den faste klummeskriver Malene Lai Rabens indlæg om lærernes arbejdstid. Læserbrevet blev ikke optaget. Min tillid til Malene Lai Rabens skriverier led et knæk, da jeg læste noget jeg selv ved noget om. Og dermed også min tillid til Politikens debatredaktion.  Hvor er det dog let at sidde ved et skrivebord og kloge sig på noget, man i bund og grund ikke ved noget om.      
Lærerne arbejder ligesom andre vidensarbejdere
Malene Lai Raben skriver i ”Ugens citat” lørdag den 6. april, at ”Stort set alle andre mennesker, der beskæftiger sig med vidensarbejde og ledelse arbejder på en helt anden måde end lærerne”.
Jeg er 54 år og var 26, da jeg var færdiguddannet journalist, og i alle mine arbejdsår siden har jeg arbejdet som vidensarbejder. De første mange år som journalist og de sidste syv år som lærer, fire år i folkeskolen og tre år på et sprogcenter, hvor vi underviser indvandrere og flygtninge i dansk sprog og kultur.
I alle disse år som journalist og i de syv år som lærer har jeg arbejdet på den måde, som Malene Lai Raben beskriver:
”De har typisk ingen øverste arbejdstid, de tilrettelægger selv deres opgaver inden for rammerne af den opgavebeskrivelse, som fremgår af deres ansættelseskontrakt. De afstemmer løbende arbejdsbyrden og forventninger til deres indsats med deres nærmeste foresatte. De har først fri, når de er færdige”.  Og senere i Malene Lai Rabens tekst: ”Overarbejde er typisk indregnet i lønnen og der ydes ikke diverse genetillæg. Nogle gange vil man hellere tage et møde en torsdag aften og så til gengæld smutte tidligt en fredag. Det blander ledelsen sig ikke i, så længe opgaven bliver løst tilfredsstillende”.
Præcis sådan er mine og mine lærerkollegers arbejdsvilkår. Den største forskel på et job som eksempelvis journalistjobbet og lærerjobbet er, at jeg ikke kan sidde torsdag aften og lave mit arbejde færdigt og så gå tidligt eller afspadsere fredag, for fredag kommer et hold kursister og får undervisning i 6 lektioner. Jeg har også kolleger, som har indregnet nogle tidsmæssige og lønmæssige fordele i deres faste aftenlektioner, hvilket jeg er dybt taknemmelig for, for på den måde er det lettere at få nogle til positivt at byde ind med undervisningstimer to faste aftener uge efter uge.  
Jeg er som vidensarbejder gennem et efterhånden langt arbejdsliv forvirret på et højere plan, for lærerne arbejder jo netop på denne meget fleksible måde, som Malene Lei Raben beskriver, men nu ønsker KL og staten, som jeg hører det, at ændre denne måde til, til at lærerne skal møde på skolen på faste tidspunkter og gå derfra på faste tidspunkter. Jeg tror, at det vil give en dårligere opgaveløsning men samtidig kunne det måske blive til en sand velsignelse for mange lærere og ikke mindst deres familier.
Sprogcenter-lærer Birgitte Lolck, Gefionvej 45, Frederikssund.                 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar