Lockouten og sprogcentrene
Som lockoutede sprogcenterlærere er vi kede af det på vegne af de mange kursister, der plejer at få danskundervisning af os. Mange af dem skal til eksamen til maj.
Vi er desuden kede af den annoncekampagne, som KL bruger skatteydernes penge på, og hvori der nedladende tales om ”16 timer om ugen.” KL forvrænger den virkelighed, som såvel folkeskolelærere som vi andre lever i. Vi vil derfor gøre opmærksom på, at vi underviser 24 lektioner om ugen. Disse lektioner ligger både dag og aften, og hertil kommer adskillige mellemtimer, ugentlige teammøder, pædagogiske møder, kontakt med kursister udenfor undervisningstiden m.m.
Den resterende tid er så til den - efterhånden forkætrede - forberedelse. I vores specielle gren af undervisningssektoren består en klasse af mennesker med vidt forskellige modersmål, baggrunde samt meget forskellige dansk-niveauer. Blot at lire sidste års pensum af er ikke en mulighed.
Ikke desto mindre har vi gerne villet forhandle om ændringer, men har mødt det ultimative krav fra KL: Ophør af enhver kollektiv arbejdstidsaftale – eller lockout. Målet fra KLs side er en situation, hvor hver lærer forhandler sin arbejdstid alene. Man må håbe, at den enkelte er god til at argumentere. Eller har penge i banken. Vi ønsker ikke det samme for nogen anden faggruppe.
Ulla Graumann
Nicola Macdonald
Sprogcenter Nordsjælland
Ingen kommentarer:
Send en kommentar